Det er ikke længere er muligt at blive reguleret for 9 huller, hvis de ni huller er en del af en 18 hullers runde.
Efter at det nu i to sæsoner har været muligt for spillere med handicap over 18,5 at blive handicapreguleret for scores fra ni-hullers runder, har DGU’s Handicapkomité foretaget en evaluering af reglerne på området.
Handicap-komiteen kan konstatere, at regulering af scores fra henholdsvis for- og bag-ni efter en privat 18 hullers runde håndteres forskelligt i klubberne.
Praksis har hidtil været, at man efter en privat 18 hullers runde på mindre end 36 Stableford-point, men hvor resultatet af ni huller – for- eller bagni - kunne udløse en nedregulering, har haft mulighed for at indlevere scorekortet med disse ni huller til regulering.
Da det ikke i alle klubber er muligt at begynde en runde på 10. hul, har flere klubber hidtil skulle tage stilling til, om det var muligt at blive reguleret for spil på bag-ni.
Dette har medført at nogle spillere ikke har kunnet få reguleret scorekort spillet på bag-ni, hvilket betyder en forskelsbehandling af medlemmerne i de enkelte klubber.
DGU’s Handicapkomité har derfor besluttet, at det ikke længere er muligt at blive reguleret for 9 huller, hvis de ni huller er en del af en 18 hullers runde.
DGU følger dermed også EGA’s regler på dette område.
Det betyder, at et indleveret scorekort på ni huller – for- eller bag-ni - beregnes på normal vis med tillæg af 18 Stableford-point for de ikke spillede ni huller.
Efter spil af en 18 hullers privatrunde reguleres udelukkende for 18 huller.
Ved turneringer reguleres kun for det antal huller, der er fastsat i turneringsbetingelserne.